Togtrafikken til og fra Aarhus er indstillet fra den 16. til 27. januar, mens Banedanmark sætter fuld kraft på ombygningen af jernbanen. Trafikken nordpå er spærret i tre måneder.
Fra uge 3 til uge 16 er der desuden spærret for al togtrafik nordpå.
Årsagen til totalspærringen er en række arbejder, som kræver, at der ikke kører tog samtidig. Under spærringen skal det nye signalsystem tages i brug, og de ombyggede spor 4-7 færdiggøres i Banegraven, efter at de har fået nye spor og perroner. Samtidig tages der hul på fornyelsen af spor 2-3, og flere broer uden for Banegraven bygges om.

Foto: Banedanmark
Ombygningen af jernbanen har været i gang siden 1. april, og flere spor er allerede fornyet, og der er gjort klar til at tage det nye signalsystem i brug. Formålet er, at en ny og moderne jernbane ved udgangen af 2026 skal være klar til, at der kan køre eltog på den østjyske hovedstrækning.
DSB og GoCollective indsætter togbusser
Fra den 16. om aftenen til og med den 27. januar erstattes al DSB-trafik af togbusser, og det samme gælder trafikken nordpå frem til uge 16.
GoCollective indsætter togbusser på deres strækninger mellem Aarhus og henholdsvis Hinnerup og Skanderborg.
Passagerer, der skal rejse mellem Århus og Skanderborg, skal være særligt opmærksomme på, at alle GoCollectives togbusser på strækningen stopper i både Hørning og Viby J. I nordgående retning kører togbusserne til/fra Hinnerup, hvor GoCollectives tog kører til/fra hhv. Viborg og Struer over Langå.
DSB indsætter Togbusser på udvalgte strækninger.
Se video om den store ombygningen fra Banedanmark
fvm 2026-01-08