Som mange af jer ved, har DJK været i gang med en større flytning fra det gamle klubhus i Herlev til nye og mere tidssvarende lokaler i Brøndbyvester. Det har været en omfattende proces, men ved indgangen til august kunne vi med glæde konstatere, at det meste nu er på plads. Klubhuset i Herlev blev afleveret til udlejer.

Åbent hus
– sæt kryds i kalenderen

Vi inviterer til åbent hus i Brøndbyvester lørdag den 4. oktober 2025 kl. 11-15. 

Her får medlemmer og venner af DJK mulighed for at se de nye lokaler, høre om planerne og nyde en kop kaffe i godt selskab. Det bliver en hyggelig dag med rundvisning,
snak og mulighed for at se, hvordan klubben har udviklet sig. Vi håber, at mange vil kigge forbi og være med til at fejre det nye kapitel i DJKs historie.

Samlinger og arkiv – en ny begyndelse

Tidsskriftsamlingen har fundet sin nye plads, og der arbejdes tæt sammen med arkivet for at sikre, at materialet bliver tilgængeligt og overskueligt. Det er vigtigt for os, at både nye og gamle medlemmer kan finde rundt i samlingerne og få glæde af det store historiske materiale, vi har opbygget gennem årene. Vi ser frem til at kunne tilbyde endnu bedre rammer for forskning, læsning og nørderi –  og håber, at mange vil benytte lejligheden til at dykke ned i arkivets skatte, når vi kommer helt på plads.

Indretning af de nye lokaler

Hverdagens funktioner – og et midlertidigt køkken

De lokaler, hvor der foregår daglige aktiviteter som boghandel, sekretariat og billedscanning, er under indretning. Boghandlen åbnede igen i starten af august, og der vil være åbent for personlig betjening mellem 16 og 18 på mandage. Redaktionslokalet er også ved at tage form, og vi glæder os til at kunne genoptage det redaktionelle arbejde i nye og inspirerende omgivelser, fremfor hjemme som det har været tilfældet med de sidste numre af Jernbanen.
Vi har i første omgang etableret et nødkøkken, så der stadig kan laves kaffe og en bid brød. Men planen er at etablere et rigtigt køkken og spiselokale, så vi ikke længere skal sidde i biblioteket og spise frokost mellem bogstabler. Det kræver lidt ombygning – blandt andet nedtagning af en skillevæg og opsætning af skabe og inventar – men vi er godt i gang med planerne for indretning.

Medlemslokale og bibliotek  

I september vil vi fokusere på at indrette biblioteket og medlemslokalet, så det bliver et rart og indbydende sted at opholde sig. Vi ønsker at skabe et miljø, hvor man straks kan mærke, at man er i en jernbaneklub – med billeder, modeller og genstande, der fortæller om vores fælles passion. Biblioteket kommer til at danne rammen om det nye medlemslokale, hvor man på åbningsdage kan mødes, læse i bøger og blade, få en snak med andre medlemmer – og måske endda få en god idé til næste projekt.

Støtte og frivillig hjælp – vi har stadig brug for jer

Har du lyst til at give en hånd med de praktiske opgaver, så kontakt gerne: Claus Dahl på telefon/SMS 2326 0904.
Vi har aktuelt brug for hjælp til tilpasning af reoler, møbler og køkkenindretning. Der er altid brug for en ekstra hånd – og det er både hyggeligt og givende at være med.

Tommy O. Jensen 

fvm 2025-08-18