Efter 11 dage med togbusser og arbejde i døgndrift kører togene igen til og fra Aarhus
I den seneste tid har der været fuld gang i arbejdet på jernbanen i Aarhus, hvor der har været totalspærret for togtrafik. Det skyldes, at en del af arbejdet har krævet, at der ikke kørte tog samtidig.

Foto: Asger Christiansen
Nu er arbejdet vel overstået, og der kan igen køre tog sydpå mod Skanderborg. Mod nord er der fortsat spærret frem til den 19. april, mens der arbejdes i sporene og nedbrydes en bro uden for Banegraven.
Under spærringen har Banedanmark og entreprenørerne benyttet muligheden for at arbejde igennem på alle opgaver. Blandt andet er det nye signalsystem blevet taget i brug, og de ombyggede spor 4-7 er blevet åbnet i Banegraven, efter at de har fået nye spor og perroner. Samtidig er fornyelsen af spor 2-3 gået i gang, og flere broer uden for Banegraven bygges om eller brydes ned.
Ombygningen af jernbanen har været i gang siden 1. april sidste år. Formålet er, at en ny og moderne jernbane skal gøres klar til, at der kan køre eltog på den østjyske hovedstrækning.
fvm 2026-01-29