For 30 år siden åbnede Odsherreds Trafikmuseum i det gamle pakhus på Hørve station, og siden har museet hvert år holdt åbent med forskellige udstillinger om trafikhistoriske emner hovedsagelig med relation til kollektiv trafik i Odsherred og Nordvestsjælland.

”Det, I nu gør – at starte et museum på folkeligt grundlag – er ’lige efter bogen’ og helt på linje med oprettelsen af det øvrige museumsnet i Odsherred, der tog sin begyndelse omkring århundredeskiftet,” sagde museumsinspektør Kirsten Strandgaard, Odsherreds Museum ved stiftelsen af Støtteforeningen for Odsherreds Trafikmuseum, 30. oktober 1991.

Manglede plads til modeller af færger

Ideen til trafikmuseet kom fra nu afdøde Aksel Valentin-Petersen fra Asnæs, der i 1991 søgte et egnet sted til at udstille sine flotte modeller af skibe og færger, der havde sejlet på Isefjorden samt flere af Statsbanernes/DSB’s færger.

Inden længe var en række lokale mennesker, bl.a. ledende bibliotekar Gert Fabrin fra Dragsholm bibliotek, turistchef Jørgen Nielsen fra Erhvervs- og Turistforeningen og direktør Finn B. Henningsen fra Odsherreds Jernbane i gang med at finde et passende sted til et trafikmuseum i Nordvestsjælland, og det endte med, at Odsherreds Jernbane stillede pakhuset på Hørve station til rådighed for museet.

Museet blev en realitet på 7 måneder

Odsherreds Jernbane stod for en nænsom istandsættelse af pakhuset, og allerede den 23. maj 1992 blev museet åbnet ved en fest, hvor ca. 500 personer kom forbi det nye museum.

Takket være aflevering af mange billeder og effekter fra folk, privatbanerne og færgeruter samt udlån fra Dansk Jernbane-Klub var museet fra starten fyldt med mange spændende billeder og effekter med relationer til den kollektive trafik i og omkring Odsherred. Udstillingen på museet er løbende blevet fornyet med nye temaer.

Således blev der i 2021 lavet en særudstilling om grav-ning af tørv i Åmosen, og sidesporet fra Vedde Blokpost mellem Stenlille og Vedde på Tølløsebanen blev anlagt. Den udstilling vil fortsat kunne ses i 2022.

I 2022 er der også udstilling bl.a. om materiellet ved de tre vestsjællandske privatbaner gennem mere end 100 år, om postbefordring med tog på Odsherredsbanen samt om færgetrafikken til/fra Orø gennem tiden.

100 års og 30 års jubilæum skal fejres

Privatbanernes billettrykkemaskine, der står på museet, fylder 100 år, og museet bliver 30 år. Det vil støtteforeningen gerne fejre i museets åbningstid, lørdag den 30. juli. Museet åbner kl. 10, og fra kl. 11 til 14 holder vi en lille reception med lidt godt til ganen til dem, der møder frem.

Hjælp Odsherreds Trafikmuseum

Gennem de første 30 år er museet blev drevet af stort set den samme flok frivillige, der har stået for både at arrangere udstillinger og være kustoder på de faste åbningsdage samt ved gruppebesøg på andre tidspunkter, og vi er ikke blevet yngre.

Kort og godt: Museet har sin berettigelse, men skal museet bestå i fremtiden, så er der brug for nye kræfter. Derfor har Støtteforeningen for Odsherreds Trafikmuseum et jubilæumsønske: Nye medlemmer, der dels vil støtte museet økonomisk gennem et medlemskab, dels måske melde sig som frivillig til arbejdet med museet.

Museet har gennem de senere år haft en stram økonomi, da støtten til husleje, lys og varme fra Lokaltog er ophørt, og en ansøgning om støtte til lokalelejen til Odsherred Kommune er blevet afslået af det nye Vækst- og Udviklingsudvalg i kommunen.

”Forhåbentlig vil museet også bestå i de kommende år. Vi viser dele af den danske kulturarv med relation til infrastruktur og kollektiv trafik gennem tiden,” siger Ole-Chr. M. Plum, formand for Odsherreds Trafikmuseum. ”Som noget nyt har museet haft besøg af nogle skolegrupper i forbindelse med et undervisningsforløb ’Kollektiv trafik og klima’, som blev lavet sammen med Lokaltog. Sådanne besøg håber vi at få flere af,” slutter Ole-Chr. M. Plum.