Slutspurten for elektrificeringen af den Østjyske længdebane og strækningen videre til Aalborg Lufthavn er i gang. Medio april var alle bærende konstruktioner kommet på plads, bortset fra Aarhus H.  Henover marts-april  er  der monteret K-ophæng og trukket  køretråd på det meste af stationen, som det ses på disse billeder.
 
Endelig løsning på elektrificering på jernbanebroen over Limfjorden er endnu ikke valgt, da det har vist sig nødvendigt at regne mere detaljeret på broens konstruktion, for at sikre den nødvendige bæreevne af master og ledningsanlæg.
 
Forsyning af kørestrøm sker fra tre 150/25 kV transformerstationer, som alle er etableret og tilsluttet til kørelednings-anlægget. Der er tale om et AT-system, dvs. forsyning med 2x25 kV og nedtransformering undervejs med såkaldte autotransformere. Dermed kan afstanden mellem forsyningspunkterne forlænges betragtelig. Elforsyning kommer fra nærliggende Energinet transformerstationer via to sæt 150 kV jordkabler.
 
 
Der er endnu ikke sat dato på spændingssætning og testkørsler, men dette arbejde forventes at gå i gang til efteråret. Om det bliver muligt at køre med elektrisk materiel helt ind på Aarhus H inden årets udgang er også uvist, men eftersom DSB’s IC5-tog i forvejen er forsinket i leverance, er det realistiske scenarie nok nærmere foråret 2027.  
Alle foto: Finn Madsen
 
fvm 2026-04-17