danskjernbaneklub.dk
  • Hjem
  • Om DJK
  • Medlem
  • Veteranbaner, museer & afd.
  • Aktiviteter
  • Bladet Jernbanen og media
  • Bøger om jernbaner
  • Nyheder og links

Jernbanelinks

  • 1 Veteranbaner tilknyttet DJK
  • 2 Veterantog – museer - skinnecykling
  • 3 Trafikselskaber og myndighed
  • 4 Private sider med blandet indhold
  • 5 Bøger, blade, presse, film, lyd, software & rejsebureauer
  • 6 Debat, fora og blogs
  • 7a Historie, Stationer og Strækninger m.m.
  • 7b Historie, Stationer og Strækninger - blandet indhold
  • 8 Sporvogne, sporveje og letbaner
  • 9 Udland og rejser

Nyheder

  • 10 hotte jernbanenyheder
  • Tidligere nyheder
  • Indsend nyheder

DJK Hovedbestyrelsesmøde – 21. september 2025

Hovedbestyrelsen mødtes i Brøndby med bred deltagelse fra både hovedforeningen og baneforeningerne. Mødet blev ledet af Tommy Odderskjær Jensen, og Benjamin Olsen fungerede som referent. Her følger et kort sammendrag fra mødet.

Godkendelser og meddelelser

Referater fra tidligere møder og beslutninger fra forretningsudvalget blev godkendt uden bemærkninger. 
Der blev afholdt et minuts stilhed for fire afdøde medlemmer, og der blev orienteret om, at PostNord stopper med bladomdeling ved årsskiftet. 
Forretningsudvalget har fået mandat til at finde en ny løsning for distribution af medlemsbladet Jernbanen. Der må nok forventes udfordringer med levering af årets sidste blad, da PostNord ophører med uddeling af magasiner og post ved årskiftet.

Flytning og indretning

Flytningen af hovedforeningen er gennemført, men der mangler stadig forbedringer af IT-systemer og køkkenfaciliteter. Et åbent hus afholdes den 4. oktober, og der planlægges et hus møde for at komme mere permanent på plads.
Arkivet og Jernbanebøger er også flyttet, og der arbejdes på at få alt på plads. 

Der er modtaget flotte tilskud til flytningen, ligesom tilbagebetaling af depositum af lejemål i Fabriksparken og Herlev er kommet ind på kontoen.  

Økonomi og budget

Likviditeten i hovedforeningens kasse er fortsat stram på grund af flytteomkostningerne. Der mangler aktuelt 200.000 kr. i kassen som følge af flytningerne, men en testamenteret arv forventes at dække underskuddet. 

Budgettet for 2025/26 blev godkendt med en ny struktur, hvor drift og projekter adskilles for bedre gennemsigtighed. Forretningsudvalget har mandat til at opgradere IT-funktioner, og et køkkenprojekt skal behandles på næste møde.

Generalforsamling 2026

Generalforsamlingen planlægges til den 22. marts 2026 i Folkehuset i Aarhus. Fire medlemmer er på valg. Et hovedbestyrelsesmøde afholdes seks uger før, for at behandle indkomne forslag jf. vedtægterne. 

Materiel og aftaler

En opdateret udgave af den interne materieludlånsaftale i DJK blev godkendt og sendes til baneforeningerne. 
Der arbejdes på at opdatere DJK’s egen materielregister, og baneforeningerne skal bidrage med oplysninger. 

Flere materielenheder blev behandlet, herunder damplokomotivet D826, som nu overdrages til LFB uden kedel. 
Kedlen er i meget dårlig stand skrottes, og provenuet tilfalder hovedforeningen. 

Status fra baneforeningerne

Der blev givet status fra baneforeningerne, bl.a. om renoveringsprojekter, materielarbejde og besøgsstatistik. 

Gedser Remise har modtaget en donation på 800.000 kr. til renovering af vandtårnet. Flere foreninger rapporterede om vellykkede sommertog, vedligeholdelsesarbejde og udfordringer med materiel.

Strategi

Formanden præsenterede indledende tanker om en ny strategi for DJK. Forretningsudvalget arbejder videre med at modne strategien, så der er ordentlig baggrund for at tilpasse den fremtidige organisation.

toj/fvm 2025-10-20


 

Referat fra Hovedbestyrelsesmøde 15. juni 2025

Søndag den 15. juni afholdtes hovedbestyrelsesmøde i DJK’s klubhus i Herlev, i øvrigt den sidste gang her, inden DJK flytter til de nye medlemslokaler i Brøndbyvester.
Her følger et sammendrag af de væsentligste punkter, der blev drøftet.

Sidste hovedbestyrelsesmøde i Herlev. Foto: Niklas Havresøe

Dødsfald

Finn Rasmussen fra Gedser Remise blev mindet med et minuts stilhed. Finn afgik ved døden den 2. maj 2025 efter kort sygdomsforløb. Finn Rasmussen var formand for Gedser Remise og har gjort meget for at udvikle- og istandsætte Gedser Remise i kraft af sin profession som tømrer. Der skal nu vælges en ny formand, hvilket sker ved en kommende generalforsamling.

Støtte til Limfjordsbanen

Limfjordsbanen har gennem en længere årrække lidt af, at sporskiftet til omverdenen forsvandt da arealet det lå på blev frasolgt. Det har gjort kørslerne mere besværlige, samtidig med at der er kommet nyt signalsystem i Aalborg, som også påvirker regler for kørsel til Østhaven.

DJK’s revisor Jan Eriksen og formand Tommy O. Jensen har været på besøg hos Limfjordsbanen i Aalborg for at afklare om hovedforeningen kan bidrage til sikring af Limfjordsbanens fremtid. Konkret drejer det sig om bistand til at få genetableret sporforbindelsen, når der skal forhandles med Banedanmark om en løsning. Der er i Aalborg Kommune reserveret til en ny sporforbindelse, men der skal laves et konkret projekt, før de kan frigives.

Remiseområdet i Aalborg er af stor kulturhistorisk værdi, og DJK vil blandt andet på baggrund af dette meget gerne hjælpe med at udarbejde en strategi for bevarelse- og fremtidig brug af remisen i Aalborg som hjemsted for Limfjordsbanen. Lykkes de gode tiltag, vil fremtiden tegne sig bedre for Limfjordsbanen.

Vedtægtsændringer i baneforeningerne

Hver baneforening i DJK har sine egne vedtægter, som de driver baneforeningen efter. Men eftersom de er medlem af hovedforeningen, skal vedtægtsændringer fremlægges i hovedbestyrelsen, og formelt også godkendes her, for at de kan være gyldige.

På dette møde præsenterede Veterantog Vest forslag til vedtægtsændringer, som havde til formål at sikre kassererfunktionen, hvis kassereren enten går bort eller ophører sit hverv. Dette blev godkendt af Hovedbestyrelsen, med opfordring til at alle banerne sikrer sig at have en stedfortrædende kasserer i baghånden.

MY veterantog havde også en ændring til sine vedtægter med, som gik ud på at der fremover også skal vælges en næstformand ved generalforsamlingen. Dette blev også godkendt af Hovedbestyrelsen.

Flytning af arkiv og hovedforening

Claus Dahl gav status på flytningen til Brøndbyvester. Flytning af arkivet blev færdig inden for deadline den 1. april. Det var nødvendigt at købe hjælp udefra. Arealet for arkivet er øget fra 500 m2 til 575 m2. Der er kommet en langt bedre orden på arkivet.

Flytningen af hovedkvarteret fra Herlev og til Brøndbyvester er godt i gang. Der køres et flyttelæs hver mandag. Det er planen at være fraflyttet medio juli, idet vi har lejemålet i Herlev indtil 1. august 2025.

Regnskab og budget

Svend Korsgaard gennemgik foreningens økonomiske status. Økonomien er præget af flytningerne, og at vi har midlertidig dobbelt husleje mens flytningen står på. Der holdes nøje øje med likviditeten, men pt. ser det fornuftigt ud.

Det er besluttet at Svend i praksis kører videre som kasserer regnskabsåret ud, dvs. til slutningen af september. Fra den 1/10 2025 overdrages kassererposten endeligt til Claus Dahl.

Medlemstallet er aktuelt 2.172 medlemmer, efter restanter er taget fra. Der har været en tilbagegang på 61 medlemmer de seneste år. Tilbagegangen skyldes primært dødsfald blandt ældre medlemmer.

 Udlodning fra DJK Fonden

Svend Korsgaard meddelte, at der er ansøgningsfrist til DJK-fonden den 1/10 2025. DJK-fonden er den fælles interne fond, hvor DJK’s veteranbaner og arbejdsgrupper kan søge som støtte til konkret projekter.  Midlerne i fonden kommer fra et lille bidrag i medlemskontingentet og støttemidler fra OK. Udlodning sker hvert andet år på DJK’s fødselsdag den 15. januar – dvs. næste gang i 2026. Der forventes at være ca. 50.000 kr. i puljen til udlodning.

Materielsager

Materielsager fylder ofte en del på hovedbestyrelsen, og denne gang var heller ikke en undtagelse. Her følger de væsentligste:

Der har åbnet sig mulighed for at kunne købe et MX-lokomotiv med ETCS-udrustning. Dette vil muliggøre kørsel med veterantog på baner omfattet af signalprogrammet, herunder flytning af materiel. Der arbejdes på finansiering gennem de 21,6 mio.kr i en særlig DVF-pulje, som Folketinget har afsat til formålet.

DJK kan overtage ”Tangen”, sæt 14 fra Midtjyske Jernbaner til skrotprisen. Toget forventes taget ud af drift til årsskiftet/primo 2026, når flåden af batteritog er modtaget og taget i brug. Toget modtages med stor tak til fremtidig til brug på bl.a. Gedserbanen. Der skal nedsættes en gruppe som kan overtage toget og sikre at vi får den nødvendige viden, dokumentation og reservedele overdraget.

Limfjordsbanen ønsker at afhænde sit Skagensbanen Y-toget, da de ikke at anvende det længere. Toget er meget medtaget udvendig grundet graffiti, men er tekniske set køreklar og i ok stand indvendig. Toget udbydes efter sædvanlig procedure til først til DJK baneforeninger, og derefter i DVF samarbejdet, for at afklare om nogen har interesse i toget. Hvis ikke, kan ophugning og indvinding af reservedele være løsningen.

Pakhus forening i Odder har fået opsagt deres lejemål ved Odder Station. De vil derfor afhænde en styrevogn fra et Y-tog + 3 GS-vogne, og har henvendt sig til bl.a. DJK. Djurslands Jernbanemuseum kunne have interesse i styrevognen, da der er en multimedieinstallation i førerrummet. Søren Bay og Theo Berkhoudt har kontakten til Pakhusforeningen.

Personvogn DSB Litra CLL 1495 henstår i Marslev og er i en meget adskilt/dårlig tilstand. Vi har flere CL-vogne, og vognen anses derfor ikke som unik i bevaringsøjemed. Det besluttes at vognen kan afhændes, hvis der ikke er interesse i den fra DJKs baneforeningerne.

Lukket godsvogn DSB Litra HD 38375 har været offer for en påsat brand i Gørlev. Vognkassen har fået omfattende strukturelle skader i jernkonstruktionen, og det meste af træværket er brændt. Vi har flere HD-vogne i DJK, og omkostninger til genopbygning vurderes ikke at stå mål med bevaringsbehov. Der blev givet lov til at Vestsjællands Veterantog kan ophugge vognen, mod at gemme brugbare dele til istandsættelse af tilsvarende vogne.

***

Næste hovedbestyrelsesmøde afholdes søndag den 21/9 2025 på DJKs nye adresse Vallensbækvej 20A 3. sal i Brøndbyvester. Mødet indledes med en rundvisning i de nye lokaler, hvorefter frokost indtages ca. 12.

TOJ 24/7-2025


 

 

 

Referat af ordinær generalforsamling i DJK 2025

Søndag den 6. april 2025 kl. 12:30 afholdt Dansk Jernbane-Klub sin 65. ordinære generalforsamling i EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Der var til generalforsamlingen fremmødt 44 medlemmer. Generalforsamlingen indledtes ved en kort velkomst ved formanden Henrik Bang Jensen, hvorefter generalforsamlingen gennemførtes efter den udsendte dagsorden.

  1. Valg af dirigent og tre stemmetællere

Lars Henning Jensen blev enstemmigt valgt som dirigent og kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og dermed beslutningsdygtig, da indkaldelsen er bragt i Jernbanen M4, 2024.

Valg af stemmetællere fravalgtes, da der ikke var fremsat forslag, som ville kræve skriftlig afstemning.

  1. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbende år og oplysning om planerne for det kommende år

Formand Henrik Bang Jensen indledte sin beretning med, at mindes Jørgen Christensen og Poul Skebye Rasmussen som desværre er gået bort i det forgangne år.

Jørgen Christensen var aktiv hos Museumsbanen, hvor han siden stiftelsen har gjort en meget stor indsats, som vil blive savnet.

Poul Skebye Rasmussen har været medlem af DJK siden stiftelsen og har gennem tiden været aktiv på mange fronter i DJK, herunder Museumsbanen og Jernbanens redaktion.

Herefter gik formanden over til den egentlige beretning.

Hovedforeningen:

Nogle gange sætter vi dagsordenen, og andre gange er det andre som sætter dagsordenen, som det for tiden er tilfældet, da vi desværre har fået en opsigelse af det lejemål med adresse på Fabriksparken i Glostrup, som gennem en længere årrække har huset foreningens arkiv. Lejemålet er nu fraflyttet, da bygningen skal nedrives for at gøre plads til opførelse af en filial af Pelikan Self Storage. Udlejer har været meget reel og har kigget på mulige alternativer, som desværre ikke har været egnet. Efter et stort arbejde lykkedes det endelig at finde et egnet sted, som kan rumme både arkiv og foreningens ”hovedkvarter”. Vi har derfor i samme forbindelse besluttet også at flytte hovedkvarteret i Herlev, da vi har en forventning om, at vi også vil blive opsagt der inden for en overskuelig fremtid som følge af byudvikling. Den samlede husleje bliver ca. 50.000 kr. dyrere end i dag.

Flytning af arkivet er en stor opgave, da der gennem tiden er samlet mange værdifulde arkivalier, som ikke findes andre steder. DJK har modtaget en arv, ligesom flere af foreningens medlemmer har doneret midler til flytningen. Der har fra foreningens medlemmer været ydet en helt ekstra ordinær indsats for at få flytningen til at lykkes, ligesom flere medlemmer, der i det daglige ikke er aktive omkring arkivet/ hovedforeningen også har bidraget med dette arbejde. Da arbejdet med flytningen har været meget omfattende, har det også været nødvendigt at købe flyttehjælp hos et professionelt flyttefirma.

Stor tak til alle, der har bidraget i forbindelse med flytningen af arkivet.

Flytning af hovedkvarteret bliver den næste store opgave, som skal løses. Denne opgave er ikke nær så omfattende som flytningen af arkivet, så det forventes at denne del kan klares ved interne kræfter. Det er vores håb, at vi på sigt kan komme til at eje vores egne klublokaler, da flytningerne trækker mange resurser som kunne være brugt til foreningsarbejde.

Museumsmagasin i Marslev:

Der arbejdes på de tekniske installationer samt sporlægning. Der er modtaget nogle pæne donationer til sporlægningen. Det første eksterne lejemål er afviklet. Vi har desværre været plaget af nogle indbrud og tyverier i Marslev, som har været med til at forsinke processen med færdiggørelse af hal nr. 2.

Jernbanen:

Jernbanen, som er klubbens medlemsblad, udsendes 6 gange årligt. For at spare porto udsendes de 4 M-numre sammen med de øvrige eksemplarer af Jernbanen. Jernbanen holdes normalt på ca. 60 sider af hensyn til økonomien, selv om der ofte er stof til flere sider.

PostNord stopper fra årsskiftet 2025/2026 med omdeling af brevforsendelser. Konsekvenserne heraf i forhold til udsendelse af Jernbanen kendes endnu ikke, men det er en problemstilling, vi er nødt til at tage hånd om i en nær fremtid. En af de store udfordringer kunne blive den hårde deadline op til generalforsamlingen, hvor der en timing på 6 uger, som måske ikke kan holde i fremtiden. Vi kan derfor i nødstilfælde være tvunget til at lægge eventuelle forslag til generalforsamlingen ud på Internettet, hvis udsendelsen ikke er stabil. En ting er dog helt sikkert: Jernbanen fortsat vil blive udsendt i papirform som vi kender det i dag.

Hovedbestyrelsens sammensætning:

Jeg har som bebudet allerede sidste år besluttet at trække mig fra formandsposten efter 13 år.

Svend Korsgaard vil gerne afløses som kasserer

Jesper Hansen vil gerne stoppe som sekretær og i hovedbestyrelsen.

Fremtiden:

Huslejen er blevet dyr, og det har været nødvendigt at hæve kontingentet. Vi bliver nødt til at skabe økonomi til i fremtiden at kunne blive ”herre i eget hus”. Det var ikke umiddelbart muligt at optage et lån til køb af et eget klubhus i denne omgang. Måden, vi arbejder på, skal ændres og tilpasses den aktuelle udvikling i samfundet. Da vi flytter i nye lokaler, kan det blive startskuddet til en fornyelse i hovedforeningen og måden, den arbejder på.

Medlemstal:

Medlemstallet er desværre faldet en smule. Denne udvikling skal vendes, hvorfor der kigges på forskellige måder at hverve flere medlemmer på. Medlemstallet offentliggøres i Jernbanen midt på sommeren. 

Veterantogskørsel på det offentlige jernbanenet:

Indførelse af nye sikkerhedssystemer hæmmer i stor grad kørslen med veterantog på det offentlige jernbanenet og har givet baneforeningerne under DJK følgende udfordringer:

- Museumsbanen kan ikke længere kører ind på Nykøbing F Station.

- Veterantog Vest har en plan om, at flytte de kørende aktiviteter til Lunderskov.

- Limfjordsbanens kørsler er påvirket.

- MY Veterantogs kørsler er påvirket.

Gedser Remise er nu imidlertid tæt på atter at kunne kører ind på Nykøbing F station.

Der er brugt mange resurser på arbejdet med at sikre, at det fortsat er muligt at kører med veterantog på det offentlige jernbanenet.

Der er igangsat nogle undersøgelser af muligheden for indbygning af ERTMS i veterantogskørertøjer, et arbejde som foregår i samarbejde med FEDECRAIL.

Generelt set har vi nogle gode og lempelige regler for kørsel med veterantog i Danmark, sammenlignet med andre lande. Medlemmerne må imidlertid meget gerne nævne de oplistede udfordringer for deres mulige relevante politiske kontakter rundt om i landet ....

Veteranjernbaner med egen infrastruktur:

En af de store udfordringer hos veteranbanerne er dårlige sveller som kræver meget vedligeholdelse/ udskiftning.

En enkelt af disse baner, Vestsjællands Veterantog, vil gerne udvide strækningen fra Gørlev til St. Fuglede.

Der har været et foretræde for det politiske system, §20 spørgsmål. Der er endnu ikke modtaget svar på disse spørgsmål.

Fremtiden:

Vi kommer til at forny os i den måde, vi arbejder på, således, at vi kan udvikle foreningen. Nye lokaler og en ny sammensætning af bestyrelsen er en del af denne fornyelse.

Det er planen at arbejde videre med den påbegyndte gennemgang af foreningens rullende materiel, hvor der foretages en registrering af den aktuelle tilstand samt opfølgning og eventuel korrektion af tidligere registreringer.

Jeg vil opfordre medlemmerne til fortsat at støtte op om foreningen ved at deltage i de forskellige aktiviteter rundt om samt gøre indkøb hos Jernbanebøger.

Herefter var det mulighed for at stille spørgsmål eller i øvrigt kommentere formandens beretning.

Søren Bay:

Der lagt et spor i hal nr. 2 i Marslev. Der er nogle udfordringer i forhold til de øvrige spor, da der skal fjernes ca. 10 centimeter grus, inden sporene kan lægges. Inden det første spor kunne lægges, blev underlaget for dette rettet af med en entreprenørmaskine, som har skrabt det overskydende grus af med en nøjagtighed indenfor 3 millimeter. Der er lagt og samlet 100 meter spor på en dag, hvilket var muligt, da sporrammerne på forhånd var nøje tilpasset.

Ole Chr. M. Plum:

Stor tak til arbejdsholdet bag flytningen af arkivet, som på en måned fik udført det store arbejde. Der er samlet set flyttet 3.300 reolmeter og brugt 2 x 1.200 flyttekasser. Vi glæder os meget til at arbejde videre med arkivet. Ved hjælp af en ihærdig indsats er det lykkedes at holde budgettet. Der er i marts måned arbejdet hver dag på projektet med en gennemsnitlig indsats på 40 timer pr. dag, hvor deltagerne har haft en gennemsnitsalder på 72 år. Der skal også lyde en stor tak til flyttefirmaet Jonas ApS, som har ydet et formidabelt arbejde.

Leif Peterson:

Stor tak til Ole Chr. M. Plum for den store indsats i forbindelse med flytningen af arkivet.

Claus Dahl:

Vi har gennem det seneste halve år talt om forbedringer af økonomien i foreningen. Vi vil fremadrettet forsøge at minimere driftsudgifterne, således at der bliver frigjort nogle midler til projektarbejder, og således vi så at sige har et investeringsbudget ved siden af driftsbudgettet. Jeg har tidligere arbejdet med lignende projekter og har en fornemmelse af, at det nok skal lykkes, at få frigjort nogle midler til investering i fremtiden.

Henrik Bang Jensen:

Der skal til slut lyde en stor tak til alle, som yder en indsats for DJK.

Beretningen blev herefter godkendt uden yderligere bemærkninger.

  1. Godkendelse af det reviderede regnskab

Kasserer Svend Korsgaard fremlagde det reviderede regnskabet, som er offentliggjort sammen med Foreningsnyt-M1/2025, hvor regnskabet kan læses i sin helhed.

Gennemgang af regnskabet medførte følgende spørgsmål/kommentarer:

Frank Nielsen:

Stor tak til ”Kvik Svend” for varetagelse af foreningens regnskaber og den altid beroligende gennemgang af disse.

Henrik Bang Jensen:

Vi har i Forretningsudvalget konstateret, at vi ikke havde tilstrækkelige redskaber til økonomisk at adskille den daglige drift af foreningen fra projektrelateret arbejde. Vi vil fremadrettet have en skarpere adskillelse i regnskabet.

Mikael Lund:

Hvorfor fremgår donationer til DJK som en udgift i driftsregnskabet?

Svend Korsgaard: Pengene er udgiftsført da disse bliver trukket ud og overført til andre konti.

Søren Bay:

Pengene doneres til DJK som videreformidler disse til relevante baneforeninger.

Svend Korsgaard:

Der går 138.000 kr. af disse donationer til ”Vognhalskassen”. Der vil blive bragt en oversigt i Jernbanen over disse donationer.

Regnskabet blev herefter godkendt.

 Fastlæggelse af kontingent og evt. optagelsesgebyr for 2026

Følgende kontingentsatser blev efter indstilling fra bestyrelsen vedtaget, gældende for 2026:

Ordinære medlemmer:      695,-

Juniormedlemmer:            395,-

Husstandsmedlemmer:     250,-

Baneforeninger:              2.000,-

Smalsporsbaner:            1.000,-

Firmamedlemmer:        10.000,-

Udlandsportotillæg:           150,-

  1. Indkomne forslag.

Der var ikke kommet forslag.

  1. Valg af medlemmer og til hovedbestyrelsen samt af revisor og revisorsuppleanter.

Valg af medlemmer til bestyrelsen og de øvrige poster blev foretaget uden afstemning, da der ikke var opstillet modkandidater.

Følgende blev valgt til hovedbestyrelsen:

Søren Bay (Genvalg)                                                                                                        

Benjamin Olsen (Genvalg)     

Keld Haandbæk (Genvalg)     

Claus Dahl (Genvalg)

Lasse Toylsbjerg-Petersen (Nyvalg)

 

Som revisorer blev følgende valgt:

Allan Zenth (Genvalg)

Jan Eriksen (Genvalg)

 

Som revisorsuppleanter blev følgende valgt:

Mogens Nørgaard Olesen (Genvalg)

Klaus S. Jørgensen (Genvalg)

Dirigenten takkede på foreningens vegne Henrik Bang Jensen for varetagelse af formandsposten og bemærkede, at Henrik aldrig havde stræbt efter formandsposten, men beredvilligt trådte til da vi mistede den tidligere formand Thomas Nørregard Olesen, og på dygtig vis havde ledt hovedbestyrelsen og hele foreningen gennem den vanskelige tid, der fulgte. Henrik lovede dengang at ville påtage sig denne opgave, ”indtil en afløser var fundet”, og det løfte har han holdt .

Jesper Hansen blev takket for sin varetagelse af den ikke altid populære post som sekretær for foreningen.

Ud over de ovennævnte bestyrelsesmedlemmer består hovedbestyrelsen herefter af følgende medlemmer:

Henrik Bang Jensen                   Valgt på generalforsamlingen i 2024              

Svend Korsgaard                         Valgt på generalforsamlingen i 2024                                                                        

Tommy O. Jensen                       Valgt på generalforsamlingen i 2024

Jørgen Gade                                  Valgt på generalforsamlingen i 2024

Mikkel Holgersen                        Valgt af MY Veterantog

Hans Henrik Larsen                    Valgt af MHVJ

Tobias Sonne                                Valgt af VSVT

Jonas Schmidt Hansen              Valgt af LFB

Theo Berkhoudt                          Valgt af Djurslands Jernbanemuseum

Alex Udstad                                  Valgt af Blovstrødbanen

Kristian Bruun                              Valgt af MBJ

Finn Østergaard                          Valgt af VTV

Niklas Havresøe                          Valgt af Salgs- og Arkivafdelingen.

  1. Eventuelt.

Bo Lindhardsen:

Vi har som følge af udbredelsen af ERTMS ikke længere noget, vi kan befordre materiel med mellem klubberne og banerne. Hvordan gør vi det – skal MT-lokomotivet ombygges?

Henrik Bang Jensen:

Der er givet nogle donationer til afdækning af problematikken med den manglende ERTMS i veterantogsmateriel. Arbejdet foregår i DVF regi. Måske kan der købes et lokomotiv med udstyr. Alternativt kan et veterantogskøretøj udstyres med ERTMS.

Leje af lokomotiv fra kommerciel operatør er ikke muligt, grundet regler om at kommerciel kørsel og veterantogskørsel ikke må blandes.

Måske vil der kunne køres i en sporspærring på samme måde, som der køres godstog fra Roskilde til Køge. Dette vil kræve en uddannelse som ”områderangerleder” af personalet, en uddannelse som aktuelt koster ikke mindre end kr. 18.500 pr. kursusdeltager. Derudover vil det også kræve indarbejdelse af ORF i de enkelte aktuelle baneforeningers sikkerhedsstyring.

Der arbejdet på en interessant løsning i Belgien.

I Finland arbejdes der på, at der fortsat kan køres tog i tilfælde af en krisetilstand, som måtte medføre, at sikkerhedssystemerne ikke er fungerer.

Vi følger udviklingen, og det er tanken på længere sigt at indbygge noget udstyr i eksisterende veterantogsmateriel.

Thomas Fredebo:

Vestsjællands Veterantog har desværre haft brand i en HD-vogn – kan denne hugges?

Henrik Bang Jensen:

Spørgsmålet skal behandles af hovedbestyrelsen og ikke af generalforsamlingen.

Henrik Bang Jensen:

Lars Henning Jensen fortalte lidt om hvordan, jeg overtog formandsposten da Thomas Nørregaard Olesen pludselig gik bort på omtrent samme tidspunkt, som DJK fraflyttede Vogn Ex. Jeg brænder meget mere for arbejdet med veterantog end for formandsposten. Jeg kunne godt tænke mig at bruge noget mere tid på internationalt samarbejde omkring veterantog.

Da der ikke var flere, der ønskede ordet, takkede dirigenten forsamlingen for god ro og orden og disciplineret optræden, erklærede generalforsamlingen for afsluttet og gav ordet til formanden for afsluttende bemærkninger.

Henrik Bang Jensen takkede også for god ro og orden, for fremmødet og ønskede medlemmerne god hjemrejse.

 

______________________________                                            ______________________________
Referent, Benjamin Olsen                                                                 Dirigent, Lars Henning Jensen

 

Hovedbestyrelsesmøde 23. februar 2025

Søndag den 23. februar afholdtes hovedbestyrelsesmøde i DJK’s klubhus i Herlev. Her følger et sammendrag af de væsentligste punkter, der blev drøftet.

Nye lokaler

Som følge af den tvungne flytning af arkivet i Glostrup, hvor vi skal være ude af lejemålet den 1. april 2025, har der i november-december være stort fokus på at finde nye egnede lokaler. Der er besøgt mange lejemål, heriblandt lokaler tæt på DJK’s klubhus i Herlev, for at kunne finde lokaler som ligger inde for en pris DJK er i stand til at betale.

Samtidig besluttede Forretningsudvalget at undersøge, om det kunne give mening at samle arkiv og klubhus i et lejemål, uden at det ville koste DJK ekstra. Baggrunden er, at de nuværende lokaler i Herlev er blevet dyre med tiden, og at der er en risiko for at de vil blive solgt til anden formål inden for de næste 4-6 år. Vi vil derfor kunne risikere at skulle igennem en flytteproces om kort tid igen.

Op til jul lykkedes det at indgå en lejeaftale på Vallensbækvej 20A og 22B i Brøndbyvester, der både kan opfylde krav til arealbehov og indretning for såvel klubhuset som arkivet, og endda med lidt ekstra plads, til næsten samme udgifter som i dag. Overtagelsen vil ske i flere trin, således al flytning ikke skal ske samtidig. Det nuværende lejemål i Herlev er derfor opsagt til 1. august.

I februar begyndte nedpakningen af arkivet for alvor, og flytningen forventes at ske i intens forløb i marts måned. Der er behov for ekstern hjælp, og flytteprocessen vil kunne følges på DJK’s hjemmeside. Samtidig vil der i foreningsblad og på hjemmesiden opfordret til at give donationer til flytningen.

Flytning af hovedforeningen i Herlev ventes indledt efter påsken, og det besluttes at forretningsudvalget nedsætter en flyttegruppe, som afklarer indretning af de lokaler, praktisk flytning mm.

Begge flytning kommer til at påvirke driftsbudgettet i 2024/2025, og det bliver nødvendigt at holde skarpt øje med hvad kontingentindtægterne anvendes til i den kommende tid. Konkret betyder flytningen af arkivet og afledte flytteomkostninger, at der må trækkes på likviditeten. Desuden godkendte hovedbestyrelsen at øge kontingentet anslået med ca. 50 kr. årligt, for at kunne dække udgifterne ind.

Jernbanebøger

DJK’s forlag og boghandel Jernbanebøger er udfordret at omkostninger til fragt og emballage er steget. Derfor foreslå det at grænsen for fragtfri forsendelse sættes op til 450 kr. for medlemmer af jernbanebøger og 700 kr. for ikke medlemmer. Hovedbestyrelse kunne tilslutte sig dette, og der vil blive sendt en varsling ud i Jernbanen-M1 og på hjemmeside, og hvornår de nye beløbsgrænser træder i kraft.

Materielsager

Som nævnt ved hovedbestyrelsesmøde den 10. november 2024, havde Baneforeningerne og DJK modtaget henvendelse fra Danmarks Jernbanemuseum om udskillelse af overtalligt materiel, heri blandt køretøjer som har tilhørt den nedlagte Sydvestjysk Jernbaneklub i Lunderskov.

Efterfølgende blev der vist interesse for at overtage visse enheder til brug på DJK’s baner, og forretningsudvalget fik mandat til at forhandle med Danmarks Jernbanemuseum om overtagelse af materiel, således der kunne træffes endelig beslutning på dette hovedbestyrelsesmøde.

Vi har fået svar tilbage, at damplokomotiv C 708 tildeles Nordsjællands Veterantog. Til gengæld har vi mulighed for at overtage bænkevognen SVJ H45, hvis vi kan komme med en plan istandsættelse. Det undersøges om den kan anvendes ifm. togkørsel på Gedserbanen, og om den kan sættes i stand ved Gedser Remise.

Danmarks Jernbanemuseum har forespurgt DJK, om vi er interesseret i at afhænde godsvognen SFJ ZB 509255 (Albani-vognen). Den står i dag ved Djursland Jernbanemuseum. Djursland Jernbanemuseum er villig til at indgå aftale om bytte med en Gjerrild-bane vogn (RGGJ C-vogn), som vil passe bedre ind i den historiske udstilling grundet det lokale tilhørsforhold. Forretningsudvalget fik mandat til at forhandle videre med Danmarks Jernbanemuseum.

Museumsbanen har haft en god dialog med Limfjordsbanen om at overtage OHJ 5 og få den til Maribo, hvor den skal sættes i køreklar stand. Det vil være fint at få den transporteret til efteråret, og kombineret med transport af VLTJ nr. 6 til andet sted. Forretningsudvalget undersøger om der er andre, der er interesseret VLTJ nr. 6 til bevarelse, alternativt overflyttes den til Museumsmagasinet i Marslev.

Generalforsamling 2025

De sidste formalia for generalforsamlingen i 2025 (Søndag den 6. april 2025 på Energicenteret, Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj) kom på plads. Der var ikke modtaget forslag fra medlemmerne, som skal være formanden i hænde senest 6 uger før afholdelse af generalforsamlingen.

Endelig dagsorden bringes i hæftet DJK’s regnskab 2023/2024, som udsendes sammen med Jernbanen 1/2025, der ventes i postkasserne medio marts.

Redaktøren påpegede, at det var lidt uheldigt at Jernbanen bliver forsinket 2-3 uger som følge af reglerne i vedtægter, men omvendt vil det også være dyrt for foreningen at udsende endelig dagsorden separat. Det bør overvejes, hvordan vi fremadrettet kan gøre det bedre, enten ved at vælge dato for afholdelse af generalforsamlingen ud fra Jernbanens udsendelsesplan, eller tillade at endelig dagsorden kan bringes på hjemmesiden. Emnet foreslås taget op i den ny hovedbestyrelse efter generalforsamlingen.

Næste hovedbestyrelsesmøde

Tidspunkt for næste hovedbestyrelsesmøde afklares, kort efter generalforsamlingen den 6. april.

toj-fvm 2025-03-18


 

Hovedbestyrelsesmøde 11. november 2024

Søndag den 11. november afholdtes hovedbestyrelsesmøde i DJK’s klubhus i Herlev. Her følger et sammendrag af de væsentligste punkter der blev drøftet.

 

Andre lokaler til arkivet

DJK har modtaget opsigelse på arkivlokalerne i Glostrup, hvor vi skal være ude senest 1. april 2025. Udlejer har oplyst, at bygningerne er solgt og skal rives ned. Derfor er alle lejemål i bygningen blevet sagt op med et halvt års varsel. For DJK’s vedkommende er tale om kælderlokaler på 500 m2, som anvendes til opbevaring af historisk arkivmateriale, vi gennem årene har modtaget fra bl.a. nedlagte privatbaner, DSB og ikke mindst medlemmerne.

Forretningsudvalget er gået i gang med at afsøge nye muligheder, bl.a. er der undersøgt på køb af erhvervs-bygning i Herlev til 6,5 mio.kr., for at blive herre i eget hus og undgå risiko for fremtidig opsigelse af lejemål. Køb af ejendom vurderes pt. urealistisk grundet manglende finansieringsmuligheder, idet foreninger har ikke de samme muligheder for at optage realkreditlån som private har.

Lige nu afsøger forretningsudvalget markedet for lejemål på ca. 500 kvm i omegnen af København. Kriteriet er at det er tæt på kollektiv trafik, at lokalerne er opvarmet/tørre af hensyn til arkivalieopbevaring, og så vidt muligt ikke kælderlokaler pga. risiko for vandskader ved skybrud. Afsøgningen er udfordret af, at kvm-prisen i hovedstadsområdet er ca. 700-800 kr. årligt, dvs. en årlig udgift på op til 400.000 kr. årligt til arkiv. Det lejemål vi har i Glostrup, ligger noget under dette. Der har være kontakt til mange udlejere, vi skal helt ud omkring Slagelse for at matche det huslejeniveau vi har nu i Glostrup. Mange af de frivillige der passer arkivet, kommer fra Københavnsområdet, så dette skal også betænkes.

Forretningsudvalget forventer derfor stigende omkostninger til arkivleje i 2025, og i årene frem. Det påvirker driftsbudgettet, og det bliver nødvendigt at holde skarpt øje med hvad kontingentindtægterne anvendes til. Konkret betyder flytningen af arkivet og afledte flytteomkostninger, at der må trækkes på likviditeten. Desuden bliver det nødvendigt at øge kontingentet anslået med ca. 50 kr. årligt.

Hovedbestyrelsen gav forretningsudvalget mandat til at arbejde videre med at finde egnede arkivlokaler, inden for en ramme på en kontingentstigning på maks. 50 kr./årligt, og indgå aftale med udlejer inden næste hovedbestyrelsesmøde.

Generalforsamling 2025

Dato og lokalitet for generalforsamlingen i 2025 er nu på plads, det bliver søndag den 6. april 2025 og afholdes på Energicenteret, Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj. Der indkaldes til generalforsamlingen i Jernbanen 6/2024, og regnskabshæftet sendes ud med Jernbanen 1/2025.

Formand Henrik Bang Jensen ridsede situationen op, og der skal findes ny kandidat til bestyrelsen, og der skal vælges ny formand og ny sekretær. Hovedbestyrelsen tog udmelding om ny formand til efterretning, og vil gå i tænkeboks til næste hovedbestyrelsesmøde.

Følgende er på valg til generalforsamlingen: Benjamin Olsen, Claus Dahl, Keld Haandbæk og Søren Bay,

Jesper Hansen oplyste, at han ikke modtager genvalg, og der skal findes en ny kandidat og sekretær.

Den konkrete situation omkring arkivlokaler betyder vi bliver nødt til at hæve kontingentet med virkning fra 1.1.2026. Efter lidt diskussion blev hovedbestyrelsen enige om følge ændringer:

  • Kontingent forslag: 650 kr. stiger til 695 kr.
  • Juniormedlemsskab: 380 kr. stiger til 395 kr., samtidig hæves aldersgrænsen fra 18 år til 23 år.
  • Firmamedlemsskab: 10.000 kr. (uændret)
  • Husstandsmedlemsskab: 250 kr. (uændret)
  • Baneforeninger: 2.000/1.000 kr. (uændret)

Det aftaltes, at forretningsudvalget udsender et nyhedsbrev til baneforeninger – hvor kontingent- og forsikringsforhold for 2025 beskrives, så der ikke er noget uklart.

Introduktionssår for nye aktive medlemmer

Museumsbanen har internt talt om at tilbyde et introduktionssår for nye aktive medlemmer, som betales af Museumsbanen. Dette for at fastholde især unge interesserede, som vil prøve interessen af. Derefter betales kontingent som normalt. Formålet er at få flere aktive med i DJK.

Hovedbestyrelsen bakkede om indførelse af introduktionssår for nye aktive medlemmer, og bad forretningsudvalget om at laver udkast til vilkår. Oplægget er, at nye aktive er registreret som betalende medlem af DJK og at baneforeningen afholder kontingentet i introduktionssåret.

Materielsager

Baneforeningerne og DJK har modtaget brev fra Danmarks Jernbanemuseum om udskillelse af overtalligt materiel, heri blandt køretøjer som har tilhørt den nedlagte Sydvestjysk Jernbaneklub i Lunderskov. Der er flere enheder, som kunne være velegnet til udstillingsformål eller drift på veteranbanerne. Formanden koordinerer med baneforeningerne, hvilke køretøjer DJK har interesse i, og indleder dialog med Danmarks Jernbanemuseum herom. Hovedbestyrelsen gav desuden forretningsudvalget mandat til at forhandle med Danmarks Jernbanemuseum om overtagelse af materiel. Endelig beslutning træffes på næstkommende hovedbestyrelsesmøde.

 

Fra Danmarks Jernbanemuseum er der kommet ønske om at overtage Albanivogn SFJ ZB 509255, der er udstillet i Ryomgård. Djurslands Jernbanemuseum undersøger om de interne vil afhænde vognen. Beslutning om evt. overtagelse drøftes på næstkommende hovedbestyrelsesmøde.

Købsaftalen med motorvogn SB M1 med Wismar er nu faldet på plads, dokumentet er underskrevet.

Modeljernbanetillæg til Jernbanen

Der udkommer ikke længere danske modelbanetidsskrifter efter ”Spor og Baner” ophørte i sommers. Flere medlemmer har derfor spurgt det kunne være en ide at udgive et modelbaneblad i DJK-regi.

DJK har som udgangspunkt ikke tidligere ville udgive modelbaneblad, da det vil være i konkurrence med etablerede blade. Men i lyset af der ikke længere udgives danske modelbanetidsskrifter, har en lille arbejdsgruppe undersøgt mulighederne for at lave et modelbanetillæg til Jernbanen, som kunne udkomme 4 gange om året. Hvis tillægget skal være omkostningsneutralt, vil det kræve 300 ekstra medlemmer i foreningen. Hertil kommer ekstra aktive til opsætning af blad og redigering af artikler mm., idet den nuværende redaktion af jernbanen ikke har ressourcer til dette. Arbejdsgruppen har med baggrund i den aktuelle lokalsituation for arkivet, sat initiativet i bero indtil videre.

Arv og donationer

DJK har modtaget en 500.000 kr. i arv og beløbet er ikke øremærket til et bestemt formål i DJK. Ud over taknemmelighed i bestyrelsen overfor det tidligere medlem af DJK har valgt at betænke klubben, så affødte det også en diskussion om anvendelsen af arv og donationer, der ikke målrettet en bestemt opgave eller formål

i foreningen. Bl.a. blev det foreslået at midlerne helt eller delvis kunne placeres i en opsparingsordning til projekter eller strategiske formål, f.eks. etablering af et medlemshus.

Hovedbestyrelsen bad forretningsudvalget om at komme med oplæg til emner, der vil være relevante at spare op til, når der modtages ikke-øremærkede arv og donationer.

Næste hovedbestyrelsesmøde

Det besluttes at næste hovedbestyrelsesmøde afholdes den 23. februar 2025 i Herlev. Hovedemner vil være afklaring af kandidatur til formand og sekretær, idet begge positioner skal besættes med nye navne.

Det kulinariske udvalg

Uden mad og drikke, duer helten ikke. Det gælder naturligvis også medlemmerne af DJK’s hovedbestyrelsen, hvoraf en del rejser ganske langt for at deltage i en af de fire årlige hovedbestyrelsesmøder. Af denne grund er der oprettet et ”kulinarisk udvalg”, der har til opgave at forberede et godt frokostmåltid til de frem-mødte.

Udvalget består pt. af Benjamin Olsen, Hans-Henrik Larsen og Tommy O. Jensen, som tilstræber at stå for bespisning af den 15-18 fremmødte for under 1.000 kr. i alt. På dette hovedbestyrelsesmøde blev der trakteret med stegte ænder og brune kartofler i anledning af mortensaften, alt sammen til et pænt stykke under budgettet.

Redigeret af Tommy O. Jensen

fvm 2024-12-16


 

  1. Hovedbestyrelsesmøde 18. august 2024
  2. DJK søger medarbejdere til sekretariatet
  3. Hovedbestyrelsesmøde 26. maj 2024
  4. Referat af ordinær generalforsamling i Dansk Jernbane-Klub, 2024

Jernbanenyheder

  • I Tyskland har de bevist, at jernbanerne godt kan betale sig
  • Batteritog iklædes nu Midtjyske Jernbaner-farver
  • Ta` med ud og hent julemanden den 16. november hvor han kommer til Mariager
  • DSB melder kæmpetog klar til drift
  • Tre togleverandører er prækvalificerede til at afgive tilbud på nye batteritog og ladeinfrastruktur til Nærumbanen

De nyeste artikler

  • Vigerslev ulykken i 1919
  • DJK Hovedbestyrelsesmøde – 21. september 2025
  • Smalsporede jernbaner i det nordlige Irland omkring Donegal
  • Priser for annoncering i DJK´s tidsskrift Jernbanen   
  • Giv et bidrag til DJK

Modeltog

  • DK modeljernbanesider
  • DK modeljernbaneklubber
  • Butikker og fabrikanter
  • Legetøj
  1. Du er her:  
  2. Hjem
  3. 1 Veteranbaner tilknyttet DJK
  4. Om DJK